OPERATION FOR KORT PENISBÅND (FRENULUM BREVE)
Før operationen:
Såfremt du tager blodfortyndende medicin, skal du holde pause med medicinen i 5 dage op til operationen. Det er vigtigt at du sørger for at spise morgenmad på operationsdagen.
Smerter:
Lokal bedøvelsen virker i 3-6 timer. Hvis der herefter kommer smerter kan de lindres med Panodil og lignende. Tag 2 tabletter ad gangen, højst 8 tabletter i døgnet. Spiritus fremmer blødningsrisikoen og bør undgåes.Det er en god ide at køle operationsstedet ned det første døgn, ved f.eks. at lægge en pose frosne ærter omviklet med et viskestykke ovenpå såret, et kvarter hver time ved behov.
Forbinding:
Hvis der er lagt en skumplastbandage omkring penis tjener denne til at hindre blødning og hævelse. Den skal sidde i 1 døgn og er med vilje sat fast i kønshårene. Den trækkes tilbage fra urinrørsåbningen, når Du tisser. Du fjerner den ved at klippe de hår over som den sidder fast i, og trække bandagen ud over penis.
Stingene:
Falder selv af og skal ikke fjernes. Det tager som regel 3-5 uger før stingene forsvinder. Kommer der lidt materie omkring stingene vasker du bare med vand og sæbe et par gange daglig.
Bad:
Du kan gå i brusebad når bandagen er fjernet 1 døgn efter operationen.
Blødning:
Bløder det lidt fra syningen eller fra strengen på undersiden af penishovedet kan man forsøge at trykke lidt på det med et stykke køkkenrulle i 10 minutter. Det vil oftest få det til at stoppe.
Samleje:
Såret er holdbart efter ca. 3-5 uger og du kan så genoptage den seksuelle aktivitet. De første gange kan der være smerter i penis, men disse forsvinder efter nogle gange. Eventuelt kan du tage et par Panodil-tabletter før samleje.
Arret:
Kan de første måneder være noget fortykket. Dette plejer at løse sig selv efter en 3-4 måneder og kræver ingen behandling.
OBS. Hvis det bløder igennem skumplastbandagen (en mindre blodplet på bandagen spiller ingen rolle) eller der ved fjernelsen af bandagen er betydelig hævelse, ømhed og misfarvning af penis, bør du kontakte mig telefonisk.
På operationsdagen kan operationslægen kontaktes på:
Telefonnummer 30 55 16 84 (Asger Lind Poulsen)
NB! ikke fra hemmeligt nr. Hvis du ikke får fat i mig, bør du tage på skadestuen.
Din sundhedsfaglige kontaktperson er Asger Lind Poulsen.
Der kan meldes afbud per sms på telefonnummer 27 60 94 29. Der kan ikke ringes til dette nummer.