OPERATION FOR VANDBROK (HYDROCELE TESTIS)
Hvis du bliver forhindret i at komme er det meget vigtig for vores planlægning, at du ringer og meddeler det så hurtigt som muligt.
Vandbrok er en væskeansamling i pungen omkring testiklen.Tilstanden er godartet og oftest énsidig.Årsagen kan være følger efter tidligere betændelsestilstand, men ofte er årsagen ukendt.
Før operationen:
Såfremt du tager blodfortyndende medicin, skal du holde pause med medicinen i 5 dage op til operationen. Det er vigtigt at du sørger for at spise morgenmad på operationsdagen.
Om morgenen på operationsdagen skal du barbere eller klippe håret af den side af pungen, der skal opereres. og selvfølgelig gå i bad.
Du skal forinden have hentet den indsendte medicin (recepten er sendt elektronisk til apoteket).
Aftenen før operationen skal du tage 2 tabletter Celebra, og om morgenen på selve operationsdagen ligeledes 2 tabletter Celebra.
På operationsdagen:
Operationen foregår i lokalbedøvelse. Efter anlæggelse af lokalbedøvelse vil der gå ca. ½ time før bedøvelsen er effektiv og operationen kan begynde. Når du har fået lagt bedøvelsen får du udleveret en tablet Ciprofloxacin 750 mg, som du skal tage med det samme, for at forebygge evt infektion.
Ved indgrebet åbnes hinderne omkring testiklen gennem en lille åbning af huden på pungen.
Væsken tømmes ud og den væskefyldte lomme fjernes, så væskeansamlingen ikke gendannes.
Såret lukkes med opløselige tråde, der selv falder af inden for 3 - 5 uger.
Det anbefales at du ikke er alene det første døgn efter operationen. Operationen varer ½ - 1 time.
Efter operationen:
Omkring pungen lægges et par skumvaskeklude i underbenklæderne.
Du må gerne køre bil hjem efter indgrebet, men det anbefales dog at arrangere sig med en chauffør eller tage en taxa. Hjemkørsel på cykel, knallert eller motorcykel frarådes. 6 timer efter indgrebet skal du tage en tablet Ciprofloxacin 750 mg, som du får udleveret i klinikken inden du tager hjem.
Når du kommer hjem bør du gå i seng, blive der til næste dag, og kun stå op når du skal på toilettet eller lign.
Det er en god ide at køle operationsstedet ned de første 24 timer, ved f.eks. at lægge en pose frosne ærter omviklet med et viskestykke ovenpå såret, et kvarter hver time.
Dagen efter operationen kan du tage brusebad, men vente med evt. karbad eller svømning samt seksuel aktivitet til stingene i huden er faldet af.
Smerter:
Lokalbedøvelsen varer 3 - 6 timer.
Du skal fortsætte med at tage 2 tabletter Celebra morgen og aften, indtil der ikke er flere tabletter tilbage.
Du kan evt. supplere med Panodil (købt i håndkøb), højst 2 tabletter 4 gange i døgnet.
I dagene efter operationen bør du forholde dig nogenlunde i ro, det vil sige ikke løfte på noget tungt eller gøre fysiske anstrengelser. Ømheden vil gradvist aftage, og i takt hermed kan normal aktivitet genoptages.
Komplikationer:
En mindre hævelse af pungen, evt. med misfarvning af huden, er normalt efter operationen og svinder af sig selv i løbet af nogle dage.
Kommer der derimod en større hævelse eller blødning, bør du kontakte klinikken, alternativt søge din egen læge, vagtlæge eller skadestue.
På operationsdagen kan operationslægen kontaktes på:
Mobil tlf. Asger Lind Poulsen 30 55 16 84. NB! ikke fra hemmeligt nr. Hvis du ikke får fat i os, bør du tage på skadestuen. Din sundhedsfaglige kontaktperson er Asger Lind Poulsen.
Der kan meldes afbud per sms på telefonnummer 27 60 94 29. Der kan ikke ringes til dette nummer.